Artikel november 2007     

     Oreochromis mossambicus

Cichlidae (Cichliderne), underfamilie: Pseudocrenilabrinae.

Perciformes (Abborelignende).

Actinopterygii (strålefinnede fisk).

Arten blev beskrevet af Peters i 1852 i flere omgange, først som Chromis mossambicus og efterfølgende som Tilapia mossambica, Sarotherodon mossambisa, Sarotherodon mossambicus, men han endte endeligt op med at kalde den Oreochromis mossambicus. Den har mange populærnavne og jeg nævner blot nogle få, stor mundruger, Mozambique moutbredder, Mosambik buntbarsch.. Lokalt går den under navne som large mouth Tilapia, blue brim og redfin Tilapia.

I Afrika forekommer den naturligt i den nedre del af Zambezi floden og den nedre del af Sairé floden. Kyst slette fra Zambezi delta til Algoa Bay. Brak floder i øst Cape og i Transvaal i Limpopo system. Den er indført som dambrugs fisk i mange lande og har forvildet sig bl.a. i Java sidst i trediverne og derefter Sumatra, Bali, Lombok, Celebes, Malaya, Thailand, Phillipinerne, Cylon, Sydkorea, st.Luca, Trinidad, Haiti, Texas og i Formosa hvor den findes i stort antal. Jeg så den også da jeg var på Madagaskar i oktober 2007.

Arten lever i små og store floder, søer og deltaer ned til en dybde på ca. 12 m. Den formere sig lige godt i ferskvand, brakvand og saltvand. I sit hjemland er den fundet på 8 grader celsius, og i en svovlholdig varm kilde der hedder Matishibila er den fundet på 42 grader celsius, men den generelle temperatur ligger mellem 17 – 35 grader celsius. Kan i perioder optage atmosfærisk luft, hvor vandet er iltfattigt. Arten er normalt kønsmoden i en størrelse af 15 cm, men hvor pladsen er meget trang og den hæmmes i vækst er den observeret yngle i en størrelse på 6 – 7 cm, og i en alder på 2 måneder.

I naturen bliver Oreochromis mossambicus ca. 40.cm for hannens vedkommende, hunnen bliver lidt mindre. Hannen har en sort grundfarve, og en kraftig rød søm øverst i rygfinnen. Halefinnen er også rød i kanten, og brystfinnerne er rød/orange. Kinderne/gællehuden og struben er hvidgul, og den har til tider et blåligt skær over sig. Indtil hannen farver ud, og bliver kønsmoden ligner hannen hunnen i farverne.

Hunnen har en grågylden grundfarve med et rødligt skær over halefinne, rygfinne, brystfinner og bugfinner.

I naturen færdes arten mest i mindre stimer. Den er martental mundruger, og danner ikke faste par. Hannen graver en grubbe / rede i bundlaget, og beskytter det som sit territorie, hvor han jager ubudne hanner væk og lokker hunner ned til parring. Efter endt parring bliver hunnen jaget væk, og hannen deltager på ingen måde i pasning af æg og unger.

Med tanke på artens størrelse, og adfærd kan man sige at dette måske kun er en art for offentlige akvarier med store akvarier. Men mindre kan også gøre det i hvert fald så længe der er en 10 – 15. cm store. I et 250 l har jeg haft en han og 5 hunner der var ca. 10.cm for hannens vedkommende, og hunnerne var ca.8.cm. Det gik fint med den ene han, men havde jeg nu sat en han mere ned var det gået galt. Hvis man vil have 2 hanner må man op i et 530 l, og det er stadig når vi snakker de nævnte størrelser på ca. 10 – 15.cm. Større Oreochromis mossambicus kræver fra 1000 l og gerne større, hvis de skal trives optimalt. Dog har jeg i marts 1986 lavet et forsøg hvor jeg startede med 10 unger på 1 cm i et 30 l akvarium, og endte op med et par på 5 cm for han / hun. Parret var 8 måneder gamle da de legede første gang, og hunnen rugede på 5 æg der havde normal størrelse på ca. 3 mm. Der kom levedygtige unger ud af det, og af disse kom der par, der ynglede og fik normal størrelse i støre akvarier. Det lille par gik i det lille akvarie i næsten 2 år. De ynglede flere gange, og da de blev flyttet til et større akvarie begyndte de at vokse men blev aldrig i den tid jeg havde dem så store som de ville være blevet under normale forhold. Det vidner om en stor tilpasnings evne for arten under ekstreme forhold, men bør selvfølgelig ikke føre til at en art der bliver ca. 40 cm generelt kommer i så små akvarier.

                                 Her ses et par foto af forsøget i 1986 ↓

Leg og opdræt

Som tidligere nævnt er Oreochromis mossambicus martental mundruger, hvilket vil sige at arten ikke danner faste par, der passer æg og yngel sammen. Optakten til leg foregår på følgende måde, hvis der er mere end en han til stede vil hannerne kæmpe om hunnerne og territorie. Jeg har observeret at to hanner har gravet hver deres grubbe / rede i hver deres del af et akvarium, hvorefter de sloges / kæmpede om hvem der var stærkest og dermed vandt raten til at parre sig med alle hunner. Hannerne mødtes og cirklede omkring hinanden, hoved mod hale, og slog med halen vand med stor kræft i hovedet på den anden for at påvirke modstanderens sanser. Derefter bed de sig fast i hinandens mund / kæber, og ruskede hinanden voldsomt. Dette optrin kan vare i flere minutter, eller ganske kort alt efter styrken hos de to hanner. Jeg har set hanner, hvor den ene var overlegen i styrke og størrelse, og hvor den ene han vandt raten til parring med hunnerne, og den anden blev jagtet væk og antog en skræk farve der lignede hunnernes farvetegning. Men jeg har også set at to hanner nærmest var lige stærke, og delte akvariet og hunnerne mellem sig. Ikke at begge hanner fik lige mange hunner, men at de begge forsøgte at lokke så mange hunner til deres grubbe / rede, til parring som muligt. De sloges altså ikke så tit, men nøjedes med at mødes på midten ved en for os usynlig territorie grænse for at se hinanden an, hvorefter de koncentrerede sig om grubbe / rede gravning, og parringsvillige hunner.

Når hannen har lokket en parrings villig hun til sin grubbe / rede kan leg og parring begynde. Hunnen inspicere forholdene, og kan godt finde på at flytte lidt grus / sand fra gruben / reden før legen.

Parret cirkler om hinanden nede i gruben / reden, hunnen afsætter 1 -5 æg, hannen gyder sin sæd over dem og hunnen samler dem op i munden, hvorefter legen forsætter. Det er opserveret at hannen gyder sin sæd direkte i munden på hunnen efter at hun har samlet æggene op. Hunnen afsætter normalt mellem 100 – 1.700 æg, alt efter hunnens størrelse og kondition. Efter legen / parringen bliver hunnen jagtet væk af hannen. Det er hunnen alene der ruger æggene ud og passer ungerne den første tid til de må klare sig selv, men hannen kan under legen samle nogle æg op, men det er aldrig opserveret at han ruger dem ud til unger. Men derimod æder han dem efter en tid. Hunnen kan under rugningen godt indimellem tage føde til sig. Jeg har set hvordan hunnen forsigtigt fangede levende klare myggelarver.

Æggene er ovale, ca. 3 mm glatte og ikke klæbrige, farven er gul/orange/rav.

Æggene klækkes alt efter vandets temperatur efter en 3 – 5 dage, og ungerne er fritsvømmende efter en 10 - 15 dage. Hunnen passer på ungerne til de er ca. 3 uger gamle så må de klare sig selv. Så snart ungerne er fritsvømende og hunnen slipper dem første gang er det godt at have friskt klækket artemia klar. Så snart de kan gabe over dem er cyklops, sammen med alger og plankton fint. Af tørfoder kan bruges afskallede artemia og knust spirolina taps eller lignende. Senere kan de æde det samme som de voksne fisk.

                                                 Hunnen med skuffe

                       Det vare ikke længe inden hunnen slipper ungerne ud ↑

Hunnen søger i naturen føde til sig og ungerne på lavt vand i dagtimerne, og søger ned på dybere vand om natten. I naturen lever arten af alger, phytoplankton, planter og zooplankton, små insekter og insektlarver.

Under akvarieforhold gives lignende foder, som levende, frost og gode tørfoder produkter, der afspejler deres fødevalg i naturen.

Etymologi: Ord forklaring, udvikling eller et enkelt ords forklaring.

Systematik: er en systematisk metode til at klassificere alle levende væsner i en træstruktur.

www.fishbase.org

Afrikanische Cichliden II Buntbarsche aus Ostafrika

af Wolfgang Staeck og Horst Linke

TILAPIINE FISHES of the genera SAROTHERODON, OREOCHROMIS and DANAKILIA. ETHELWYNN TREWAVAS