Slægten Hemichromis

                                             Tekst af Per Larsen 1986

Hemichromis arter har i mange år været populære akvariefisk. Det har mest været den røde cichlide, som på grund af sine smukke farver har vundet indpas i akvarieverdenen, men et par andre Hemichromis-arter har også nu og da fundet vej til akvarierne, bl.a. Hemichromis fasciatus og H.elongatus.

Hemichromis fasciatus blev længe antaget for kun at være en enkelt art. I 1965 fandt Burchard & WLckler dog ud af, at der eksisterede to former, som de kaldte H. fasciatus A og H. fasciatus B, da de ikke var i stand til at fastslå, hvilken af formerne der svarede til den oprindeligt beskrevne H. fasciatus. Det viste sig faktisk, at begge arter, for det var to arter, var beskrevet allerede. H. fasciatus A er identisk med H. fasciatus, medens H. fasciatus B er identisk med H. elongatus, som er blevet beskrevet af Guichenet i 1861. Boulenger mente dog siden hen, at den lignede H. fasciatus så meget, at han synomiserede den med H. fasciatus. Ved Loiselle's revision er der dog rådet bod på dette, plus at han har tilføjet endnu en art til denne lille gruppe. Hemichromis fasciatus gruppen, som denne gruppe kaldes, består altså af 3 beskrevne arter + en enkelt type, hvis status er uafklaret på grund af utilstrækkelige oplysninger om den. Arterne i denne gruppe er typiske rovfisk, med en stor, stærkt fremskydelig mund og spidse tænder, som er velegnede til at gribe byttet med. De lever hovedsageligt af småfisk.

                                        Foto af Hemichromis fasciatus

Hemichromis fasciatus er med sine næsten 30 cm, som fuldt udvokset, den største af arterne. Den har en meget stor udbredelse. Nilen, Lakes Albert, Rudolf og Chad, Mayo Kebbi, Senegal, Gambia, Niger og Volta floderne + kystbassiner fra Nigers udmunding til Rio Gorubal i Guinea-Bissau. Den findes i alle biotoptyper på nær vandløb med kraftig strøm. I søerne foretrækker den det åbne vand, og i floder de store hoved løb. Den yngler i regntiden, hvor den særligt i savanneområder, opsøger oversvømmede områder for at yngle der. Den er substratleger og par dannende i hvert fald i yngletiden. Ligesom andre Hemichromis er den meget produktiv. Den har aldrig formået at etablere sig i akvarieverdenen, på grund af sin størrelse og det voldsomme temperament. Det er ellers en farvestrålende art. På siderne er den skinnende oliven gående over i brunt på ryggen. Seksuelt aktive fisk får en intens guldskinnende glans på kropssider og gæller. Den nederste tredjedel eller fjerdedel er altid orangerød hos voksne individer. Langs kropssiden har den, som de andre arter i gruppen, fem store sorte pletter, den første på gællelåget og området lige bag dette og den sidste ved basis af halefinnen. Mellem disse er rækker af små sorte prikker. Finnerne er grålige. Rygfinnen og det øverste hjørne af halefinnen har en rød søm. Bugfinnerne har en sort forkant.

                                    Foto af Hemichromis frempongi

Hemichromis frempongi er den nærmeste slægtning til H.fasciatus i denne gruppe. Den bliver dog kun ca. halvt så stor som sin fætter. Den findes kun i Lake Bosumtwi i Ghana, en vulkan sø, der af befolkningen betragtes som hellig. Man må således ikke sejle med både i søen, så fiskerne padler rundt, siddende overskrævs på træstammer. H. frempongi ligner meget H.fasciatus i farvetegningen bortset fra, at den røde farve er mere intens og dækker en større del af kroppen. Desuden mangler den de små prikker mellem de fem store pletter.

          Hemichromis elongatus, han og hun i legedragt. Han ca. 14.cm og hun ca. 12.cm.

Hemichromis elongatus har været i landet gennem de sidste år, og kunne ses på CIKO 86 i Gladsaxe. Den er slankere end H.fasciatus, heraf navnet, og den bliver næppe større end 20 cm. Ligesom H. fasciatus har den et stort udbredelsesområde. Den er dog mere knyttet til skovområder end H. fasciatus, men indenfor disse stiller den ikke større krav til biotopen, vandet må blot ikke strømme for kraftigt. Den findes i Vestafrika fra Guinea til Liberia. Herfra mangler den indtil Niger deltaet. Fra Niger deltaet findes den i kystbassiner helt ned til det nordlige Angola. Den er desuden i hele Congo bækkenet, Katanga og i øvre Zambezi. Flere steder findes den sammen med H. fasciatus. Disse steder er de dog at finde i hver deres biotop, H. elongatus i mindre vandløb og i sumpede områder. H. fasciatus i større floder og søer osv. H. elongatus er på kroppen skinnende oliven gående over i brunt på ryggen. Hvert skæl på siden har en gulgrøn iriserende plet. Strube og bug er snusket hvid, sort hos seksuelt aktive fisk. Gællelågspletten er omkranset af en lyserød ring. På midten af kroppen løber rækker af smalle røde længdestriber, mellem de iriserende gulgrønne punkter. Finnerne har samme farve som hos H.fasciatus, dog bliver bug og gatfinner sorte hos seksuelt aktive fisk.

I de to vulkan søer Barombi-ba-Kbtto og Mboandong i Kameroun findes en elongatus lignende type. Den er mindre end H.elongatus, har en kortere snude og et større øje. Desuden er de fem sorte pletter rundere end hos H.elongatus. Om den skal have status som en selvstændig art eller under art til H. elongatus, er uvist. Den kendes kun i få eksemplarer, som præserveret materiale, og der må nyere materiale til, samt iagttagelser af farverne hos levende fisk, før dette endeligt kan afgøres.

En af de allerførste cichlider, der blev holdt som akvariefisk, er den røde cichlide. Allerede i 1911 indførtes den til Europa, og blev hurtigt populær på grund af sine smukke farver og sin ynglevillighed i fangenskab. Også videnskaben har benyttet den flittigt som forsøgsdyr til adfærdsstudier og i fysiologiske studier. De røde cichlider vi i dag har i vore akvarier er en kunstig stamme, som er fremkommet gennem mange års opdræt i fangenskab. Professionelle opdrættere har bevidst forsøgt at fremelske individer med kraftigere rød farve på krop og i finner. De er da også smukke, men ligner kun deres naturlige ophav ganske lidt. Gennem mange år troede man, at den røde cichlide blot var en enkelt, men meget variabel art. Nu ved vi takket være dr. Paul Loiselle, der publicerede en revision af slægten i 1979, at den røde cichlide faktisk er et arts kompleks bestående af en række arter, som ligner hinanden overfladisk, men faktisk adskiller sig tydeligt fra hinanden på en del punkter. Dette arts kompleks blev tidligere kun kaldt ved ET navn, Hemichromis bimaculatus. Dette er nu navnet på en enkelt af arterne i hele komplekset, og det er ikke den art vi har i vore akvarier. H. bimaculatus har næppe været indført i Danmark.

Vor gode gamle røde cichlide er en domesticeret form af H. guttatus, en art med vid udbredelse fra Elfenbenskysten til Kameroun i Vestafrika. De første røde cichlider blev indført fra Nigeria, som ligger indenfor dette område.

Inden for det sidste års tid er endnu to nye røde cichlider dukket op i Danmark, og der er næppe tvivl om, at vi i de næste år vil få flere nye arter at se. Med nye mener jeg nye indenfor akvariehobbyen, idet næsten alle disse arter har været videnskabeligt kendt længe. De to arter, som nu er kommet til landet er Hemichromis lifalili og en endnu ubeskreven art, som kunne ses på CIKO 86 fra to udstillere, hvoraf jeg var den ene. Jeg sludrede med flere om mine fisk og var lidt forundret over det gentagne spørgsmål: "Hvor er de opdrættet henne? Det er sandelig en flot krydsning, du har der!" Jeg forsikrede imidlertid hver gang spørgeren om, at det skam var en naturligt forekommende art, og blev hver gang mødt med det samme skeptiske blik: Den er go med dig. (Dette er faktisk årsagen til at jeg gik i gang med denne artikel.) Det er noget af et paradoks, kan man vist roligt sige, at folk tror vildfangne røde cichlider eller afkommet af disse, er en kunstig form, som en eller anden smart opdrætter har lavet hjemme i sin kælder, når man tænker på, at det er den almindelige røde cichlide, som vi har kendt gennem et halvt århundrede, der er kunstig. Både H. lifalili, den ubeskrevne H. spec. og resten af de arter jeg vil omtale, er skam gode arter. De kan være uhyre vanskelige at kende fra hinanden, men hver art har imidlertid en række ydre kendetegn, som ikke skulle gøre det helt umuligt at adskille dem. Det burde ikke være muligt at krydse dem indbyrdes, men det kan jo ske, så det må først og fremmest være akvaristens ansvar, at de forskellige arter ikke krydses. Som akvarist må man være med til at bevare de enkelte fiske arts præg, så vi kan få opbygget nogle stammer af sunde og naturlige fisk i stedet for nogle blege degenererede fisk, som ingen gider interessere sig for. Hvis ikke man har en speciel interesse for slægten Hemichromis, synes jeg lige så godt, at man kan holde sig til den almindelige akvarieform, som også er smuk om end den er kunstig. Dette burde også gælde for andre arts komplekser.

Nok om det. Jeg vil i det følgende skrive lidt om de enkelte røde Hemichromis arter, samt gøre rede for deres små kendetegn. Paul Loiselle, som har revideret Hemichromis slægten, deler de røde cichlider op i tre små grupper, som tilsammen danner en udviklingslinie forskelligt fra fasciatus gruppen og H. thomasi, som jeg vil skrive om til sidst. De tre små grupper adskiller sig ikke så meget fra hinanden i det ydre, bortset fra snudelængden, som i den ene gruppe er mere eller mindre spids hos de pågældende arter, i den anden gruppe har arterne en moderat snudelængde og i den sidste gruppe er snuden forholdsvis kort. Længden af snuden kan ikke afgøres ved øjemål, så det har ikke nogen værdi for akvaristen, der skal prøve at artsbestemme sine fisk. I øvrigt afviger de tre grupper fra hinanden på tænderne. For en ordens skyld vil jeg præsentere arterne ud fra denne gruppeinddeling.

                                    Foto af Hemichromis bimaculatus

Den første gruppe kaldes bimaculatus gruppen, cg heri findes, som navnet antyder, den ægte H. bimaculatus. Det er en slank Hemichromis, med en tydeligt spids snude og en stor mund. Den bliver i naturen ca. 10 cm. Farven hos eksemplarer fra Sierra Leone er følgende: Skællene med rødt center. Læber og hoved rødt, med guldfarvede streger, og en grøn ring om gællelågspletten. På kropssiden er der ved indfaldene lys et lille turkis skinnende punkt på hvert skæl, ikke at forveksle med de større glanspunkter, som ses hos andre røde cichlider. Rygfinnen har en rød søm, og lige under et turkis bånd. Den samme tegning ses i halefinnens øverste hjørne. Alle de røde cichlider har denne tegning, så jeg vil ikke fremover nævne den i de øvrige beskrivelser. Resten af rygfinnen er gylden til pink, med lyseblå eller klare pletter. Gatfinnen er klar ved basis og rød yderst. Halefinnen er gul ved basis og rød yderst. Bugfinnerne er klare med en sort forkant. H. bimaculatus findes i kystbassiner fra Guinea til Liberia. Den foretrækker skovbiotoper og findes her i både små og store vandløb. Som de andre røde cichlider lever den af vandinsekter og lignende smådyr.

Fra Elfenbenskysten, nærmere betegnet Yape, nord for Abidjan hjembragte en tysk akvarist i 1981 en ukendt Hemichromis art, som på mange punkter ligner H. bimaculatus, og det er meget sandsynligt, at den tilhører en tidligere ukendt population af H. bimaculatus, som ellers ikke er kendt fra Elfenbenskysten. Den er ligesom H. bimaculatus slank, med spids snude, på ryggen er den olivenbrun. Siderne og hovedet er karminrøde. Hovedet har gyldne striber, som er kraftigere end hos Sierra Leone H. bimaculatus. Hvert skæl har en lille turkis plet, som hos H. bimaculatus. Finnerne har den sædvanlige søm, og små klare eller blå punkter. Det er en smuk Hemichromis, med sin karminrøde farve og gyldne streger på hovedet. Da Sierra Leone populationen og denne population fra Yapo, befinder sig ret langt fra hinanden vil det ikke være usandsynligt, at de blot er lokalvarianter af samme art, altså H. bimaculatus. Indtil dette er nærmere undersøgt vil jeg foreslå, at denne Hemichromis kaldes H. bimaculatus, Yapo-form.

Hemishromis cristatus ♂                    ©: foto Kjell Nielsson	Hemishromis cristatus ♀                      ©: foto Kjell Nielsson

Hemichromis cristatus er en lille art på 8 cm, med spids snude og en lille mund. Ligesom H. bimaculatus har den tre pletter. En på gællelåget, en midt på siden og en på haleroden. Den midterste plet er næsten midt på kroppen, næsten cirkelrund og med en skarpt afgrænset gul ring omkring. Halerodspletten er mere oval og sidder midt på haleroden. Hannen er rødbrun på ryg, hoved og gællelåg. Siderne er rustent beige gående over i en hvidlig farve på bugen. Grundfarven i ryg og halefinne er rustent oliven, gående over i orangerød ved basis. Gat og bugfinner er nærmest koksgrå. Bugfinnerne med sort forkant. Iris er gul. På hovedet, nederst på kroppen og i finnerne er talrige blå glanspunkter. Seksuelt aktive hanner mister halerodspletten og får en kraftig rødbrun farve nederst på kroppen, i rygfinnen og i halefinnen. Kinder, gæller, bugfinner og gatfinne får en sortagtig farve. Hunnen er mere orangerød på siderne og i finnerne ellers ligner den hannen. Seksuelt aktive hunner bliver kraftigt orangerøde på krop, bug, i rygfinnen og i basis af halefinnen. Kinder, gællelåg, bugfinner og de yderste to tredjedele af gatfinnen bliver sortagtig. Det bedste kendetegn hos denne art er, at den ikke er rød på hoved og bug som de andre røde cichlider. Det er en skov art, som findes langs kysten i det sydøstlige Guinea og i Sierra Leone. Desuden findes den på spredte lokaliteter i det vestlige Ghana og det sydlige Nigeria. Det er en art, som er virkelig afhængig af skovområder, og den er forsvundet .mange steder på grund af træfældning.

                                       Foto af Hemichromis paynei

Hemichromis paynei ligner meget H. cristatus og danner sammen med denne et arts par. Den bliver i naturen højest 10 cm. Den har også tre sorte pletter og kan kendes fra de andre arter på deres form og placering. Den midterste plet er oval, opretstående og er placeret på øverste kropshalvdel, næsten midt på øverste sidelinje. Halerodspletten er aflang og sidder øverst på haleroden. Desværre foreligger der ingen udførlig farvebeskrivelse. Den har dog sort forkant på bugfinnerne, sort søm i gatfinnen og få blå glanspunkter tilfældigt fordelt på hoved, krop og i finnerne. Den findes i kystbassiner fra det sydøstlige Guinea til Liberia. Den træffes ofte i brakvand i flodernes nederste løb og i kystlaguner. Selvom dens udbredelse ligner H. cristatus, findes de aldrig på samme lokalitet.

                                      Foto af Hemichromis guttatus

Den næste gruppe kaldes guttatus gruppen opkaldt efter vildformen til vor akvarie hemichromis. Det er en lille art, som i naturen højest bliver 10 cm. Akvarieformen bliver imidlertid betydelig større, men det er ikke noget ukendt fænomen, at fisk bliver større i akvarier end i naturen. H.guttatus har et stort usammenhængende udbredelsesområde og udviser derfor nogen variation i farvemønstret, men den har stadig visse karakteristika. Den har tre sorte pletter, den midterste er høj omkranset af gult. Mindst to tredjedel af denne plet befinder sig over midten af fiskens krop. Halerodspletten er lille, oval og befinder sig midt på haleroden. Den forsvinder hos ophidsede fisk. Hannen er beige oliven på ryggen. Siderne med et rosa violet skær. Snude, læber, kinder, gællelåg og bug er rosa orange. Rygfinne, halefinne og gatfinne er rosa violet. Gatfinnen har en mørk søm. Bugfinnerne er rosa violette med en skinnende blå forkant. På hovedet er talrige blå glanspletter. Krop og finner har ligeledes glanspletter uregelmæssigt fordelt. Seksuelt aktive hanner får et intens rosa violet skær øverst på kroppen. På siderne, hele hovedet, strube og bug bliver den orangerød. Pletten på siden bliver tydeligere omkranset af gult og glanspunkterne skinner kraftigere. Hunnen er rødere og har færre glanspletter end hannen. Desuden er ryg og gatfinne nærmest gule og ikke rosa violet. Seksuelt aktive hunner får en intens orangerød farve over hele hovedet og kroppen, som dog er blegere mod ryggen. Midterpletten er tydeligere omkranset af gult end hos hannen. Akvarieformen af H. guttatus ligner ikke helt vildformen. Den er mere eller mindre rød over hele kroppen, og sidepletten mangler som regel den gule krans. Vildformen af H. guttatus er blevet importeret indenfor det sidste års tid, men da den afviger en del fra akvarieformen er den desværre blevet fejlagtig solgt som H. lifalili, som vil blive beskrevet senere i artiklen. H. lifalili er her hjemme den første nye røde cichlide, som er blevet kendt, men desværre i folkemunde længe før den er blevet kendt i akvarierne. H. guttatus findes i to adskilte områder fra Cavally River i Elfenbenskysten til det centrale Ghana. Den mangler i Volta flodbassinet, som er savannepræget, men findes igen fra Togo til Kribifloden i Kameroun. Det er en skovart, som findes i alle typer biotoper, selv i brakvand. Den kan dog ikke lide hurtigt strømmende vandløb.

Hemichromis stellifer fra Congo, ♂                   ©: foto Kjell Nielsson	Hemichromis stellifer fra Congo, ♀                       ©: foto Kjell Nielsson
Hemichromis stellifer fra Gabon  ♂ 2.år	Hemichromis stellifer fra Gabon ♀ 2.år

En anden art i guttatus gruppen er H. stellifer, hvilket betyder den stjernebestrøede, og det kan man roligt sige, at den er. Det er en lille art på ca. 8 cm, med en lille mund. Den har kun to sorte pletter, en på gællelåget og en midt på kroppen. Den midterste plet er rund til oval og ligger over kroppens midtlinie. Den er omkranset af gult. Hos større individer forsvinder denne plet imidlertid, så kun gællelågspletten er synlig. Hannen er varm brun på ryggen, resten af kroppen og hovedet er rosa beige gående over i rosa violet fortil. Bugen er rosa hvid. Ryg, gat og halefinne er røde ved basis gående over i rosa violet yderst. Bugfinnerne er rosarøde med en lysende blå forkant. Overalt på hoved, krop og finner har den blå glanspletter. Hvert skæl har således et lysende glanspunkt. Seksuelt aktive hanner får en orangerød farve på kinder, gællelåg, strube og nederste tredjedel af kroppen. Resten af kroppen bliver mahognirød til rødbrun. Midterpletten er helt tydelig. Hunnen er varm brun på ryggen. Øverste halvdel af hoved og krop er rosa beige. Læber, kinder, gællelåg, strube og bug er strålende orangerød. Ryg og gatfinne er røde ved basis gående over i gult yderst. Halefinnen er gul ved basis og mørkerød yderst. Hunnen har færre glanspunkter end hannen. Seksuelt aktive hunner bliver strålende orangerøde, bortset fra dette ligner de seksuelt aktive hanner. H. stellifer findes i kystbassiner fra Rio Muni til Cabinda og nedre del af Zaire River, fra Stanley Pool til udmundingen. Den udgør et arts par sammen med H. guttatus. I sin tid er de blevet isoleret fra hinanden ved dannelsen af Kameroun bjergene.

En ny, ubeskrevet art, som kunne ses på CIKQ 86, har været i landet et års tid. Den ligner på mange punkter H.stellifer, men afviger alligevel fra denne på et par ret væsentlige ting. Det er også en lille art på omkring 10 cm, med en forholdsvis spids snude. Den har kun en enkelt sort plet, nemlig gællelågspletten. Med lidt god vilje kan man, når fisken er skrant, ane noget der kunne ligne en sideplet, men denne art har på intet tidspunkt en tydelig sideplet. Hvert skæl har en turkisblå glinsende plet. I finnerne er der ligeledes mange glinsende pletter. Ved basis af ryg og gatfinne er der nogle store turkisblå glinsende pletter. På kinder og gællelåg er der blåglinsende streger og større uregelmæssige blåglinsende områder, aldrig prikker, som hos de andre røde cichlider. Seksuelt aktive hanner bliver meget mørke, så de glinsende punkter og striber træder meget tydeligt frem. Ellers er kropsfarven brunlig på ryggen, rosa beige på siderne gående over i rosa hvid på bugen. Kinder, gællelåg og strube er røde. Seksuelt aktive fisk er røde over det meste af kroppen og hovedet samt mahognirøde på ryggen. Det er en meget smuk art. Desværre findes der allerede nu en akvarieform, som er meget bleg i farverne, det kan tænkes, at den er opstået ved krydsning af to arter, det er svært at sige. Ud over sin blegere farve er glanspunkterne diffust udflydende, og ikke skarpt afgrænset som de skal være.

                                   Foto af Hemichromis cerasogaster

I Lake Maji-ndonibe i Zaire findes en endemisk Hemichromis art, dvs. Paul Loiselle placerer den i slægten Hemichromis, men andre forfattere er ikke helt enige med ham i denne placering, selv om de dog mener, at den er tæt beslægtet med slægten Hemichromis. Jeg tager den under alle omstændigheder med under slægten Hemichromis. Dens navn er H. cerasogaster og den afviger en del i farvetegning fra de øvrige Hemichromis. Paul Loiselle tilskriver dette dens isolation i Lake Maji-ndombe. Den har en sort guldomkranset plet på gællelågskanten. Den mangler pletten på siden og pletten i haleroden. Derimod har den en sort plet i midten af rygfinnen. De øverste to tredjedele af kroppen er violet til magentarød. Kinder, gællelåg, strube og nederste tredjedel af kroppen er orangerød. På kroppen har den i øvrigt en række lyse tværbånd. På kinder og gællelåg har den blå iriserende streger. Den hårde del af ryg og hele gatfinnen er rosa violet. Mellem den tiende og fjortende pigstråle er en stor rektangulær sort plet omkranset af en lysere farve. Den bløde del af rygfinnen og hele halefinnen er orangerød. Rygfinnen har en mørkerød søm, med et iriserende blåt bånd lige under. Den samme son findes i halefinnens øverste hjørne. Bugfinnerne er orangerøde med iriserende blå streger og sort forkant. Det er tilsyneladende en meget smuk art.

                                     Hemichromis letourneauxi han på ca. 9 cm i yngledragt

                        Hemichromis letourneauxi hun på ca. 6. cm i yngledragt med unger

                   Hemichromis letourneauxi par i yngledragt, han ca. 9 cm og hun ca. 6 cm

Den sidste gruppe består af to arter. Det er arter med en ret kort snude og hannerne har tendens til at få pandepukkel. Gruppen kaldes Letourneauxi gruppen. Hemichromis letourneauxi kan i naturen blive 12 cm og er den største af de røde cichlider. Den har tre tydelige pletter, en guldomkranset på gællelåget, midt på kroppen en oval til rund guldomkranset plet, som er placeret over kroppens midtlinie, men ikke helt oppe under rygfinnen, som hos H. paynei. Halerodspletten er nærmest et tværbånd løbende tværs over haleroden hos denne art. Den har smalle mørke tværstriber. Nakke og ryg er varm beige oliven gående over i rosa grå på siderne. Kinder, gællelåg, strube og nederste del af kroppen er rosarød. Finnerne er rosa grå med den sædvanlige søm i ryg og halefinne. Bugfinnerne har sort forkant. Gatfinnen har en sort søm. Den har blå glanspunkter tilfældigt spredt på hoved, krop og i finnerne. Hannen har flere af disse punkter end hunnen. Seksuelt aktive hanner er kraftigt oliven på ryggen. Siderne er rosa violet. Kinder, gællelåg, strube og bug er lyserøde. Den gule ring om midterpletten forstærkes. Farven i finnerne forstærkes og glanspunkterne i finnerne og på kroppen bliver tydeligere. Seksuelt aktive hunner er rustent oliven på ryggen. Hovedet og resten af kroppen bliver brillant rød. Den gule ring om midterpletten bliver kraftigere. Finnerne bliver klart gule, med rusten eller orange basis. Hunnen har færre glanspunkter end hannen, specielt i finnerne.

H. letourneauxi har en vid udbredelse, og varierer en del indenfor sit store udbredelsesområde. I den østlige del af området har den kortere snude end i den vestlige del af udbredelsesområdet. I Lake Mereotis i Ægypten findes en særlig population, med kraftigere tænder og kraniebygning. Denne population ernærer sig hovedsageligt af snegle, hvis skaller de knuser med deres kraftige tænder. H. letourneauxi er en typisk savanne art. Den findes i Lake Turkana i Nord Kenya, i Nilen fra Murchison Falls til Nildeltaet, i oaser i Sahara helt op til Atlasbjergene, i Tibesti, Chad og Mayo Kebbi bassinerne, i Senegal, Gambia og Volta flodbassinerne, i mellemste Niger, Oonoe, Sassandra og Bandama i Elfenbenskysten, som er savannepræget. Indenfor sit område findes den i alle biotoper på nær kraftig strømmende vand og hovedløb i floder udspringende fra bjergområder.

                                       Foto af Hemichromis lifalili

Hemichromis lifalili tilhører også letourneauxi gruppen. Den bliver i naturen omkring 8 cm. Hannen får en mindre pandepukkel, H. lifalili har almindeligvis kun to pletter. En på gællelåget og en rund gulomkranset plet midt på kroppen, over midtlinien. Hos visse eksemplarer kan en halerodsplet forekomme, men den er aldrig særlig tydelig. Hannen har en varm brun ryg gående over i rosa beige på siderne. Kinder, gællelåg, strube og bug er rosa. Finnerne er rødlig violet, med den sædvanlige søm i ryg og halefinne. Bugfinnerne er med sort forkant. På hovedet, kroppen og i finnerne har den en mængde glanspunkter. Seksuelt aktive hanner bliver rustbrune på ryggen. Siderne bliver laksefarvede. Kinder, gællelåg, strube og bug bliver intens orangerød. Farverne i finnerne bliver mere intense. Den gule ring om midtpletten bliver tydeligere. Hunnen ligner hannen, men har et mere orange skær på siderne. Finnerne er nærmere gule end røde. Midterpletten er kraftigere omkranset af gult og den har færre glanspunkter på hoved, krop og finner. Seksuelt aktive hunner har en kastanieagtig rustbrun farve i nakken og på ryggen. I skulderregionen og midt på ryggen har den et strågult skær. Resten af hovedet og kroppen er gennemtrængende rød orange. Finnerne bliver kraftigt strågule. Rygfinnen med orange til rusten basis. Midterpletten bliver kraftigt gulomkranset. Den anses af mange for at være den smukkeste røde cichlide. Desværre bliver den ofte forvekslet med vildformen af H. guttatus. Jeg har i nyere litteratur set billeder af H. guttatus, ja selv akvarieformen, med undertekst Hemichromis lifalili. I en tysk akvarieforretning har jeg set vildtfangne H. lifalili fra Nilen, udbudt til salg, selv om den overhovedet ikke forekommer her. Den lever i Congo bassinet, på nær Katanga og Kasai områderne i den centrale og sydøstlige del af Zaire. Den forekommer i skovbiotoper indenfor sit udbredelsesområde. Den forekommer blot ikke i strømfald og i sumpe med lavt iltindhold i vandet, ellers de fleste steder. I den sydlige og centrale del af dens udbredelsesområde findes den i regnskov. I den nordlige del findes den på busksavanne i floder under galleriskov.

Forhåbentlig vil denne korte beskrivelse af H. lifalili kunne være en hjælp for identificeringen af de vildformer, som er dukket op inden for akvariehobbyen. Tendensen er desværre den, at alt det der ikke ligner akvarieformen af H. guttatus bliver kaldt H. lifalili. De sikreste kendetegn hos H. lifalili er den korte snude. Pandepuklen hos den ældre han. Den næsten cirkelrunde, aldrig aflange midterplet, som ligger lige over kroppens midtlinie. Den utydelige eller manglende halerodsplet. Den sorte forkant på bugfinnerne (skinnende blå hos H. guttatus).

I sin revision nævner Paul Loiselle desuden en ubeskreven art, son han lover en beskrivelse af i en følgende artikel, som aldrig er kommet. Den skulle være en nær slægtning til H. letourneauxi på grund af sine kraftige knusetænder på svælgbenet, men et andet sted i sin revision nævner han den som tilhørende bimaculatus gruppen?

Loiselle arbejder i øjeblikket med mellemamerikanske cichlider, og da det er længe siden han har beskæftiget sig med Hemichromis slægten, er der næppe håb om at han vil publicere omtalte arts beskrivelse, som foruden denne beskrivelse ville omhandle Pelmatochreomis thomasi, nu indlemmet i slægten Hemichromis, og altså med navnet Hemichromis thomasi. Officielt er den dog endnu ikke opstillet i Hemichromis, selv om mange nu betragter den som en Hemichromis og kalder den dette. Dens status indenfor Hemichromis er imidlertid ikke afklaret. Loiselle nævner dog i sin beskrivelse af slægten Thysia, at den er nærmere beslægtet med bimaculatus, guttatus, letourneauxi grupperne end med H. fasciatus gruppen. Dens tænder ligner imidlertid ikke helt nogle af de andre Hemichromis arters. Thys sammenligner i sin beskrivelse af Tilapia joka, dennes tænder med H. thomasi som havende mange lighedspunkter. H. thomasis tænder er enkelt eller tvekronede flade i spidsen, hvilket antyder en forkærlighed for at gnave alger, ligesom Tilapia joka.

REFERENCER:

Loiselle, Paul V. 1979. A revision of the Genus Hemichromis, Peters 1858 (Teleostei: Cichlidae). Ann.M.R.A.C, in 80, Sciences Zoologiques, 228: 1-124.

Loiselle, Paul V. & Wellcome, R.L. 1972. Description of a new genus of cichlid fish from West Africa. Rev. Zool. Bot. Afr., 85 (1-2): 37-58.

Thys van den Audenaerde, D.F.E. 1969. Description of a small new Tilapia (Pisces, Cichlidae) from Sierra Leone. Rev Zol.Bot. Afr. LXXX, 1-2: 157-165.

Wilkerling, Klaus, 1981. ELn Neuer Hemichromis? Die Aquarien- und Terrarien Zeitschrift (DATZ) 371-374.

  Tak til Per Larsen for lån af denne artikel, som blev bragt første gang i Cichliden nr. 2, 1986.

     Spændende nyt om Hemichromis slægten

Siden Poul V. Loiselle skrev sin revision af Hemichromis slægten er der løbet meget vand igennem åen, og der er sket en del på dette område, men hans revision om slægten holder stadig. Desværre har Poul V. Loiselle ikke senere været inde over Hemichromis slægten, så i nyere tid er det nok mest Anton Lamboj. Der med sin bog The Cichlid Fishes of Western Afrika, kommer godt omkring denne spændende slægt. Bogen udkom i 2004, og er noget af det bedste jeg har set længe, om de Vestafrikanske Cichlider.

                   Hemichromis sp."Bangui", han på 7.cm og hun på 5. cm.